Giftigheden af edderkopper

Af de ca. 38.000 registrerede edderkoppearter, der findes på verdensplan, er der under 15 arter, der kan være farlige for mennesker og ingen af disse findes i Danmark. Hovedparten af de giftige edderkopper skal man være meget uheldig for at blive bidt af, da de som alle andre edderkopper er meget sky og kun bider mennesker hvis de ikke har anden udvej. En typisk måde at blive bidt på, når man er i troperne, er edderkoppen der har gemt sig i skoen når man tager den på (dyret ser skoen som en hule). Det samme kan ske med slanger i soveposer.

At visse edderkopper er giftige for mennesker er en biting af giftens tiltænkte virkning, nemlig byttefangst i form af insekter og andre smådyr. For edderkoppen gør det ingen forskel hvor kraftigt et menneske reagerer på giften, da den eneste fordel for edderkoppen er, at man lader den være i fred. Et menneske er alt for stort til at blive betragtet som bytte. Af samme grund udføres mange forsvarsbid uden brug af gift. At giften ikke er tiltænkt pattedyr ses også på at giften fra "Den sorte enke" (Latrodectus mactans) er meget mere giftig for marsvin end mus.

Giftens virkning, symptomer og behandling

Edderkoppens gift varierer både i stofsammensætning og mængde. Sammensætningen er desuden årstidsbestemt, idet giften er kraftigst om sommeren, formodentligt fordi der er mere bytte tilgængeligt i form af insekter. Giftens to hovedbestanddele er neurotoksiner (nervegifte) og proteolytiske enzymer (proteinnedbrydende enzymer).

Neurotoksinerne er polypeptider, som hurtigt kan transporteres rundt i kroppen og forårsage skader langt fra bidstedet. Giften lammer nervecenteret og forårsager kramper oftest i ben og underlivsmuskulaturen. I uheldige tilfælde påvirkes nerverne til lunger med åndedrætsbesvær eller stop til følge.

De proteolytiske enzymer fremkalder lokale vævsødelæggelser (nekroser). Giften forårsager hudvævsafkastninger, hvorved den underliggende muskulatur eller andre organer blotlægges. Desuden kan giften nedbryde de røde blodlegemer (erytrocytter) med iltmangel i organerne til følge. (De røde blodlegemer transporterer ilten rundt i kroppen).
En sideeffekt af de direkte reaktioner på giften er hjertebanken og kvalme, som opstår i visse tilfælde.

Bid fra mindre giftige edderkopper behandles som bi-/hvepsestik, hvilket får smerterne til at forsvinde eller gå over i kløe. Ved bid fra mere giftige edderkopper, skal personer der er blevet bidt holde sig i ro, bidstedet vaskes med varmt sæbevand og der skal straks søges lægehjælp. Hos lægen behandles smerterne med et morfinpræparat, krampeanfaldene med kalciumglukonat og giftvirkningen behandles med en modgift, hvorefter patienten normalt er fuldt helbredt på få dage.

Eksempler på giftige edderkopper

(Billederne er fra E. Nørgaard: Farlige edderkopper)

De Sorte Enker

Som flertalsformen af enke indikerer er dette ikke kun en enkel art men slægten Latrodectus bestående af 31 arter, hvoraf ikke alle er giftige.
Slægten fremtræder som små sorte edderkopper med en rød markering på ryg eller bug. Markeringen er ofte formet som et timeglas.

Giftigt arts eks: Latrodectus mactans

Kropslængde: Hun 12 - 16 mm, han 4 - 5 mm

Andre giftige medlemmer af slægten: L. malmignatte, L. karakurt og L. katipo

Slægtens geografiske udbredelse: USA, sydlige Canada, middelhavslandene, Asien og New Zealand

Adfærd over for mennesker: Meget sky og bidder ikke selv om de bliver meget provokerede, men bryder sig ikke om at blive klemt.

Giftens virkning: Det er kun L. mactans hvis bid er farligt for mennesker! Giften er en nervegift, der kan forårsage krampe og angstanfald. På trods af at L. mactans har en meget kraftig gift er overlevelsesprocenten ca. 99% hvis man kommer under behandling, og selv uden behandling forsvinder symptomerne i løbet af fem dage, mens det kan tage uger at komme sig helt efter biddet.

Familien Ctenidae

Arts eks: Phoneutria nigriventer
Kropslængde: 40 - 50 mm
Geografiske udbredelse: Brasilien
Adfærd over for mennesker: Er generelt temmelig aggressiv.
Giftens virkning: Phoneutria nigriventer hører til blandt de farligste edderkopper i verden. Giften er et neurotoksin, som indvirker på kredsløbsorganerne, og symptomerne efter et bid er stærk hjertebanken, lav legemstemperatur, ringe urinproduktion og svedeture. Biddet kan i svære tilfælde eller ubehandlet medføre døden, der i så fald indtræffer efter 12 - 18 timer.

Underordenen Mygalomorpha

Familie: Hexathelidae
Slægt: Atrax
Art: Atrax robustus
Kropslængde: 40 mm
Andre giftige arter: slægten Hadronyche består af 14 arter hvoraf de 12 tidligere blev regnet som giftige arter af slægten Atrax. Arterne er stadig giftige men hører systematisk til blandt Hadronyche. Atrax robustus er den eneste art der er tilbage i slægten Atrax.
Geografiske udbredelse: Mygalomorpha er kosmopolitisk (findes over hele verden). Er i Danmark repræsenteret ved den ufarlige Atypus affinis. Den særdeles giftige Atrax robustus findes dog primært i det østlige Australien.

Adfærd over for mennesker: Kan være meget aggressiv
Giftens virkning: Atrax robustus hører til blandt de farligste edderkopper i verden. Et ubehandlet bid kan være dødeligt. Alt efter kropsvægten og biddets kraft kan døden indtræffe 1-13 timer efter biddet. Der findes dog modgift udviklet fra kaniner og der er registreret et fåtal af dødsfald på verdensplan.

 

Frygtede edderkopper

Edderkopper der ofte bliver eller er blevet anset som meget farlige, men ikke er det, er fugleedderkopperne eksempelvis Avicularia avicularia og Tarantellerne. Især for fugleedderkoppernes tilfælde er det størrelsen og behåringen der medfører reaktionen.

Navn: Avicularia avicularia
Kropslængde: 80 mm
Giftige familiemedlemmer: ?
Familiens geografiske udbredelse: Avicularia avicularia tilhører fam. Theraphosidae, der findes i Sydamerika og østlige Australien. Slægten Avicularia dog kun i Sydamerika.
Adfærd over for mennesker: Er sjældent aggressiv
Giftens virkning: Avicularia avicularia er ikke særlig farlige for mennesker, men på grund af deres store giftkroge er selve biddet temmelig ubehageligt.

 

Tarantellen er ikke er særlig giftig, men er meget kendt og ubegrundet frygtet både i fortid og nutid. Tarantellerne er ikke en selvstændig familie, men er en gammel betegnelse for store edderkopper. Den mest kendte er den nedenfor viste Lycosa tarantula.
Ofte tænker folk på fugleedderkopper når de snakker om taranteller pga. en fejloversættelse af "tarantula", den amerikanske populærbetegnelse for fugleedderkopper .

Navn: Lycosa tarantula
Kropslængde: Hun 30 mm., han 25 mm.
Giftige arter: L. singoriensis og L. raptoria
Geografiske udbredelse: Syd-, øst- og Midteuropa, Asien og Brasilien
Adfærd over for mennesker: Meget sky
Giftens virkning: Lokale smerter, brystsmerter og søvnighed. L. raptoria kan også forårsage nekroser (vævsødelæggelser).

 

Giftigheden af danske arter

I Danmark findes der ikke nogle fastboende edderkopper, der er farlige for mennesker. De farligste edderkopper i Danmark er den Store rovedderkop (Dolomedes fimbriatus) og Vandedderkoppen (Argyroneta aquatica).
Biddet fra disse edderkopper er nogenlunde lige kraftigt og skulle føles omtrent som et hvepsestik.
Begge edderkopper lever i sø- og moseområder. Rovedderkoppen (venstre billede) opholder sig i bredvegetationen og fanger sit bytte både på land og under vandoverfladen. Vandedderkoppen (højre billede) opholder sig hovedparten af sit liv i en spundet dykkerklokke under vandet, hvor den fanger insekter og andre smådyr.
Da begge edderkopper lever på så specielle steder og endvidere er ret sjældne, er der ikke store chancer for at komme i kontakt med dem!
Den store husedderkop (Tegenaria atrica) og Korsedderkoppen (Araneus diadematus) er også forsynet med så kraftige giftkroge, at de kan bide gennem sart menneskehud, som spædbørns hud, men biddet skulle ellers føles som at blive knebet med en pincet.

Den store rovedderkop - Dolomedes fimbriatus
Vandedderkoppen - Argyroneta aquatica